Psykologhjælp, når forældreskabet er svært
Det nye børnesyn
Vi er i dag gået fra det gamle børnesyn (“kæft, trit og retning”) til det nye børnesyn, hvor der i høj grad er fokus på barnets følelser og behov. Denne udvikling har været yderst nødvendig og positiv. Bagsiden er dog, at flere oplever en fortvivlelse og utilstrækkelighedsfølelse i forældreskabet, fordi vi kan læse og høre om alt det, som vi kan gøre, der skader vores børn, eksempelvis skældud. Vi kan derfor blive berøringsangste og føle os handlingslammede, særligt ifm. konflikter og børn, der ikke hører efter.
Vi gør det, som vi selv har lært
Det kræver bevidsthed og selverkendelse at blive opmærksom på, når vi gentager den måde, vi selv er blevet opdraget på. De fleste af os er vokset op med det gamle børnesyn og derfor kan vi automatisk komme til at reagere med trusler, straf og skældud i konflikter med vores børn. Det er vigtigt at møde sig selv med omsorg, når dette sker, da det er helt naturligt, at vi reagerer som vi har lært, men samtidig er det også vigtigt at arbejde med vores automatiske reaktioner og fx bevæge os mere henimod den bevidste og sunde vrede.
Den sunde vrede
Vrede i forældreskabet kan ses som tabubelagt og i vejen for mange, men denne er en naturlig del af forældreskabet. Mange oplever vrede ifm. “ulydige børn”, som er en frygt, der kan spores tilbage til tidligere generationer, hvor forældre var nødt til at kunne stole på deres “velopdragne” børn for at kunne overleve. Fx kunne barnets arbejdskraft være livsnødvendig og familiens ry i byen kunne påvirke, om familien fik kunder på gården, så der var ikke plads til børn, der satte sig imod forældrenes behov. Det sidder derfor genetisk i os, at børn skal høre efter, men det gør børn ikke i dag (og det skal de heller ikke). Vi skal derfor bære over med vores vrede, men samtidig arbejde med, at det er den sunde vrede, som vi viser. Børn kan nemlig mærke, hvis vi tager en maske på og gør som om, at vi er glade, men der indeni ulmer en vrede. En direkte og tydelig vrede lige i situationen er langt bedre end en underliggende bitterhed, som fx medfører små spydige kommentarer rettet mod dit barn eller små “straffe”, fx manglende tjenester eller mindre nærvær.
I forældreskabet som et team
Mange forælde oplever, at deres parforhold sættes på prøve i forældreskabet. Det er derfor vigtigt, at der arbejdes henimod åbenhed i forældreskabet og at I spiller hinanden gode. Ofte ses det, at forældre bliver hinandens modpoler, hvor mor fx synes, at far er for hård over for børnene og derfor bliver hun endnu mere eftergivende, hvilket kun gør far endnu mere hård. Herved er der skabt en ond cirkel imellem forældrene, som er vigtig at få øje på og at få brudt.
Når forældreskabet gør ondt
Vi trigges alle i forældreskabet og kommer i kontakt med det lille barn i os og i eventuelle svære barndomsminder. For nogle er det dog sværere end for andre, hvis du fx er utrygt tilknyttet eller har oplevet traumer. Her kan dit barns reaktioner, dine egne reaktioner eller visse situationer give dig svære tanker og følelser, som du kan have brug for at tale med en psykolog om, så disse traumer ikke påvirker relationen til dit barn/dine børn, fx fordi du kommer til at tage afstand eller reagere i affekt.
Dine værdier som forælder
Jeg vil give plads til din særegne måde at være forælder på og dine værdier i forældreskabet. Måske betyder det meget for dig, at I sidder sammen ved aftensmåltidet. Måske brænder du for at vikle og samsove. Måske går du med drømme om at hjemmepasse eller trappe ned i arbejdstid. Måske er det vigtigt for dig at prioritere dig selv eller dit parforhold. Det er min klare holdning, at hvis vi har en meningsfuld retning i forældreskabet, så gør det også vejen derhen mere let og det er fremmende for livskvaliteten (som vil mindske utilfredshed).
Jeg vil gerne støtte dig i den sårbare tid, hvor du oplever udfordringer i dit forældreskab, som trigger svære følelser i dig og måske får dig til at føle, at du ikke er en god nok forælder.
Psykologsamtaler i Aars – altid nær dig.
Afsnittet er inspireret af psykolog Frej Prahl, København.