Acceptance and Commitment Therapy (ACT)
ACT er 3. generation af kognitiv adfærdsterapi og er evidensbaseret, dvs. at det er bevist videnskabeligt, at tilgangen virker på flere psykiske lidelser (bl.a. angst, depression og stress).
Det er en gren af den kognitive terapi, som jeg, som psykolog, tror allermest på. Jeg har selv mærket effekten af denne terapiform og jeg værdsætter især dens fokus på accept, værdier og normalisering af lidelser i livet.
Kamp, undgåelse og kontrol
I ACT beskrives lidelse som en almindelig og uundgåelig del af livet. Når du elsker, er du også bange for at miste. Når noget betyder meget for dig, er du også bange for, at det går galt.
Da lidelse vækker stort ubehag og da det i samfundet ofte italesættes som “i vejen” eller “sygeligt”, kommer du højst sandsynligt til at kæmpe imod lidelsen. I kampen forsøger du sandsynligvis at undgå det svære. Dette kan ske på mange måder; eksempelvis ved at dulme det svære med søde sager eller endeløs streaming, hele tiden at være igang eller at have travlt for ikke at mærke dig selv, eller andet, der bevæger dig væk fra en kontakt til dig selv. Du prøver altså at kontrollere noget (fx tanker), som ikke kan kontrolleres. ACT peger på, at vores kamp, undgåelse og kontrol kun forlænger og forværrer lidelsen.
Accept, nærvær og værdier
I ACT tror vi på, at du har tanker – og ikke, at tankerne har dig. Vi arbejder med accept og bevidst nærvær (mindfulness) ifm. dine svære tanker og følelser. I ACT venter vi ikke på, at lidelsen “går væk”, men arbejder allerede fra starten hen imod dine specifikke værdier. Ubehag kan og må nemlig gerne være der i processen henimod dine værdier, og du er stadig på rette vej. Jeg vil meget gerne støtte dig som psykolog i din proces henimod et værdibaseret liv; i Aars – eller online.
Afsnittet er inspireret af ACT Klinikken, København.
