Det føles nemt og alligevel så svært

Jeg lytter nu i højere grad til min intuition og til mine værdier, og jeg er ikke længere (i lige så høj grad) i kamp med min sensitivitet og følsomhed. Jeg prøver at lytte til, hvad mine psykiske eller fysiske reaktioner vil fortælle mig. I mange tilfælde er dét, der føles nemt også dét, jeg har overskud til på dagen på kort sigt – eller dét, der føles rigtigt helt ned i min mave på længere sigt. For mig føles det som en nem beslutning at vælge at hjemmepasse vores datter, fordi det prompte giver mig en følelse af lettelse, ro og dyb kontakt til mig selv. Altså en følelse af, at det bare er rigtigt for os, sådan helt enkelt.
Vejen henimod vores værdi om hjemmepasning føles dog i perioder svær og har givet mig indre uro. I den proces har det været nødvendigt hele tiden at huske vores retning: Hjemmepasning; tid til nærvær, tryghed og langsommelighed. Så da det var svært at sige op på mit arbejde, som jeg var glad for, mindede jeg mig om vores værdier. Og når det er svært at stå fast, fordi andre ikke forstår eller er kritiske, så minder jeg mig igen om vores værdier.

Et valg, der kræver mod

Vores valg bifaldes ikke af samfundet. Ældre generationer, hvor kvinder ikke havde noget valg, men var nødsaget til at gå hjemme og passe børnene (frem til 1950-60’erne) eller, hvor kvinder har kæmpet sig ind på arbejdsmarkedet via institutioner som løsning (1960-70erne og frem) kan være uforstående over for denne “tilbagegang”. Flere jævnaldrende (1980-90’er børn), jeg har mødt, har slet ikke overvejet at hjemmepasse og derfor virker det helt fjernt (og måske også farligt) at gå den vej. Især når selv statsministeren ser ned på os hjemmepassere. Det har derfor krævet enormt meget mod at turde gå den her vej og at træffe det her valg, som trigger så mange.

Men også et valg, jeg ikke kan ignorere

Jeg er i de seneste år blevet mere og mere normkritisk. Jeg tror på, at det er værd at stræbe efter at være et bevidst og informeret menneske. At vi forholder os åbne over for, hvad end vores liv kalder på og at vi er nysgerrige på vores muligheder og valg, samt de potentielle ændringer, der skal til, for at forbedre vores livskvalitet. I den forbindelse har jeg reflekteret meget over, hvorfor jeg har brug for at gøre noget markant anderledes end andre har, og hvorfor denne værdi om hjemmepasning, er så vigtigt for mig? Og svaret er helt kort, at jeg faktisk ikke har et valg, da konsekvenserne bliver for store for min (og min families) livskvalitet, hvis jeg ikke lytter efter.
Et lidt mere nuanceret svar er: Vi, min kæreste og jeg, tror på, at hjemmepasning 1) skaber en tryg start på livet for vores datter, som forhåbentlig øger hendes robusthed i mange år frem (som et modsvar til adskillelseskulturen, institutionaliseringen og at alt for mange børn og unge pt mistrives). Og 2) at vi som forældre får skabt en hverdag med mere ro og balance (som et modsvar til øget stress og -sygemeldinger blandt især unge voksne og ”hamsterhjulet”). Og ærlig talt, så tror jeg, at jeg vil være i risiko for endnu en stresssygemelding, hvis jeg skal presse mig selv igennem forældreskabet og et fuldtidsjob. Pga. stressfaktorerne ved det og den utilstrækkelighedsfølelse, som det højst sandsynligt vil vække i mig, når jeg anstrengt ville prøve på at mestre både familie- og arbejdsliv. Men især fordi det liv ikke stemmer overens med mine værdier. Og hvis der er noget, som tidligere har påvirket min livskvalitet i høj grad, så er det ikke at leve efter mine værdier. Årsagerne til valget om at hjemmepasse er dog mange; nogle har altid vidst det, andre har en svær start på barnets liv pga. eksempelvis sygdom eller et barn med kolik, og andre igen mærker en tydelig følelsesmæssig reaktion på adskillelsen i sig selv eller i sit barn ifm. opstart i institution.

Du er ikke alene – du skal bare finde din flok

Processen henimod at finde ud af, hvad mine værdier er, har bl.a. været drevet af inspiration fra andre. Jeg er fx dybt fascineret af mennesker, der tør bryde ud af “hamsterhjulet” eller på anden vis tør følge deres værdier, også selvom disse måske ikke er anerkendte af samfundet. Jeg har bl.a. i vores valg fundet ligesindede via store og små influencere på Instagram, i podcasts og i vores lokale hjemmepasserfællesskab. Og uanset hvilket valg, du står overfor, så vil jeg vove den påstand, at der er andre derude, som har det ligesom dig. Du er ikke alene! Men du kan føle dig enormt alene, hvis du ikke har fundet dit fællesskab og ”din landsby” endnu. Og især hvis din omgangskreds pludselig tager afstand til dig eller ikke længere spørger ind til din situation, fordi dit valg står i kontrast til deres valg, normen og samfundets ”burde” – eller måske endnu vigtigere, fordi dit valg virker som en kritik af deres valg. Det trigger naturligt en angst i os, når vi afvises af fællesskabet, fordi vi evolutionært set har brug for at være en del af flokken for at overleve. Så derfor er det så vigtigt, at du finder din flok; måske i nye relationer, hvis du ikke længere har dit arbejdsfællesskab eller din trygge base i tidligere relationer.

Hvad, der er rigtigt for mig er ikke nødvendigvis rigtigt for dig

Mit budskab med dette indlæg er ikke, at presse hjemmepasning ned over alle. Det er blot at vise én vej ud af mange henimod et liv i større balance. Måske bliver du inspireret til at gå samme vej – eller blot 15 % af hjemmepasservejen (som Maj My Humaidan har beskrevet i et afsnit om hjemmepasning i momkind podcast). Men hvis du, ligesom jeg gjorde, mærker, at noget ikke føles rigtigt i dit liv lige nu, så vil jeg opfordre dig til at mærke efter, hvad du ønsker med din karriere, dit familieliv og din fritid. Er der balance? Eller skal noget kigges på, justeres og ændres? Og kan du tage et lille skridt henimod dine værdier allerede i dag?
Og hey, det er helt okay at sadle om. Det er helt okay at skifte mening. Måske troede du, at dit nuværende job, var det rette for dig, men det viste sig, at det ikke var det. Det er okay. Eller måske prøvede du at hjemmepasse, men kunne mærke, at du savnede arbejdslivet og kollegaerne, og det er også helt okay. Det er ikke et nederlag af den grund. Det er derimod stærkt, at du nu er kommet mere i kontakt med dig selv og dine værdier.

Vi prøver også det her af, vi mærker efter og vi justerer lidt undervejs…
Altså hvis og når det føles rigtigt.
Og ikke fordi statsministeren siger, at vi skal.

Jeg vil altid gerne møde dig dér, hvor du er og i dét, som du føler er vigtigt i dit liv. Du er derfor altid velkommen til at kontakte mig via mosebopsykologpraksis@protonmail.com, hvis du ønsker en psykologsamtale hos mig.

– Jeg vil meget gerne høre fra dig, hvis du har en kommentar til dette indlæg. Du må også meget gerne stille spørgsmål, hvis noget er uklart eller du ønsker noget uddybet. Derudover vil jeg også meget gerne høre fra dig, hvis du har et forslag til et emne, som du gerne vil høre min mening om.

Tak fordi du læste med.

Kærligst, Camilla.